Elektrisk resistivitet er en fysisk størrelse, der bruges til at beskrive et materiales evne til at modstå strømmen af elektrisk strøm. Jo højere resistivitet, jo mindre ledende er materialet, hvilket gør det mere velegnet til brug som isoleringsmateriale. Omvendt indikerer lavere resistivitet, at materialet leder elektricitet lettere, hvilket gør det velegnet til brug som et ledende materiale. Det er en væsentlig parameter ved bestemmelse af et materiales modstand i forhold til dets enhedslængde og tværsnitsareal. Resistivitet er normalt angivet med symbolet **ρ (rho)** og måles i **ohm-meter (Ω·m)**.
Resistivitet er en grundlæggende egenskab ved materialer. Hvis en spænding påføres et homogent materiale med et ensartet tværsnit, og strømmen måles, kan modstandsværdien bestemmes ved hjælp af formlen \(R=\frac{V}{I}\). Hvis tværsnitsarealet (bredde × dybde) og længden af prøven er kendt, kan materialets resistivitet beregnes ud fra modstandstestresultaterne, som illustreret i følgende diagram.
Det er generelt nødvendigt at måle pladeresistiviteten af alle indlejrede lag og metalforbindelseslag. Resistivitet er ofte udtrykt i "ohm pr. kvadrat", hvilket betyder, at et kvadrat af homogent materiale vil have den samme modstand uanset dets størrelse.
Resistiviteten påvirkes af faktorer som sammensætning, temperatur og urenheder i materialet. Materialer med høj resistivitet, såsom isolatorer, yder betydelig modstand mod strømmen, mens materialer med lav resistivitet, såsom metaller, tilbyder minimal modstand mod strøm. Materialers resistivitet er vigtig på tværs af forskellige områder inden for videnskab og teknik, herunder elektronik, materialevidenskab og elektroteknik. Inden for elektronik spiller resistivitet en nøglerolle i at bestemme ydeevnen af elektroniske enheder såsom modstande, kondensatorer og halvledere. I materialevidenskab og elektroteknik bruges resistivitet til at karakterisere og vurdere de elektriske egenskaber af forskellige materialer, herunder metaller, isolatorer og halvledere.
